Følelser efter abort

6. november 2025
Jeg ønsker at komme ud med mine følelser efter abort
Hej
Det lyder til, at du har fået det svært efter abort. Det oplever mange kvinder.
Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer med abort og læs: Efter Abort
Og skriv gerne igen til post@abortlinien.dk og få mere hjælp.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Graviditet efter abort
10. november 2025

Spørgsmål:

Hej. Jeg fik en kirurgisk abort for 3,5 uge siden, da graviditeten var gået til. Er det muligt at få ægløsning inden hcg er helt ude af kroppen? Altså er det muligt at blive gravid igen inden hcg er helt ude af kroppen?

Svar:

Hej Det er trist, at graviditeten gik til. Jeg vil opfordre dig til at kontakte din læge med dit spørgsmål. Typisk kommer ægløsning 2-4 uger efter aborten. Håber du snart bliver gravid igen og at alt forløber uden komplikationer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Vrede efter frivillig abort
30. juli 2025

Spørgsmål:

Hej Brevkasse Er det normalt at opleve en form for total vrede på en selv og den partner som har været indblandet i. Det var en fælles beslutning vi to da timingen ikke var den rigtige for nogle af os, men han er begyndt og se med en ny pige og de har snakkede om børn ude i fremtiden jeg ved bare ikke hvordan min krop vil reagere på at se "faren" til mit "barn" skulle være far til et levende barn. Ved godt det er to store spørgsmål, men er virkelig i tvivl, om det er mig som er helt på afveje eller om det er normale reaktioner og om nogle har prøvet noget ligne.  

Svar:

Hej Du er slet ikke på afveje. Det er helt naturligt at reagere psykisk efter abort, også selvom aborten var en fælles beslutning. Typiske reaktioner er fortrydelse, sorg, skyld, tomhed og vrede, både overfor en selv og overfor partneren. At din partner hurtigt efter aborten, taler om børn i fremtiden med ny kæreste, er oplagt en svær situation. For, hvorfor skulle Jeres ufødte barn ikke leve, når et andet senere skal? Hvem kan du tale med om din vrede? Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer med abort og læse evt. her: Efter abort. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske  
Det (næsten) umulige blev muligt…
11. september 2025

Spørgsmål:

For lidt over et år siden fandt jeg ud af at jeg var blevet gravid. Jeg var 45 og mangler den ene æggestok efter en graviditet udenfor livmoderen. Min kæreste har ekstrem lav sædkvalitet og har fået hjælp til barn i tidligere forhold. Så selv om at odds var imod os, så lykkedes det alligevel. Vi tog en fælles beslutning om at vi ikke skulle beholde det, og fik sat gang i en abort. Jeg fik en medicinsk abort, trods det lige var på grænsen. Det virkede så ikke, så de måtte prøve igen. Og da det så heller ikke virkede, måtte de gøre det kirurgisk. Hele forløbet tog 16 dage før de kunne fortælle mig at alt var ude...Det var vanvittig hårdt, men på grund af nyt arbejde måtte jeg parkere den så godt jeg kunne og fokusere på det nye arbejde. Nu kan jeg så mærke her et år efter, at jeg stadig ikke er kommet mig over det. Min sindstilstand ændrede og det føles som om at noget inden i mig gik i stykker. Jeg har været ked af det siden og føler mig ikke som mig selv. Mit selvværd er lavt og jeg er pludselig blevet usikker og bliver hurtigt jaloux og mistænker min kæreste for alverdens ting. Var hos lægen for en uge siden og fik konstateret en funktionel depression. Men kan det være den abort der satte det hele i gang? Og er der et godt råd derude for hvad jeg kan gøre?

Svar:

Hej Det er barsk, det du fortæller, både med din langvarige abort og din efterfølgende reaktion. Men det er desværre en virkelighed, du deler med mange kvinder. Du er ikke kommet dig over din abort for et år siden. Og har nu fået konstateret depression, og spørger, om aborten har sat gang i det. Det er det højst sandsynlig. Tænker du, din ked af det-hed og dit dårlige selvværd kan have andre årsager? Talte du med lægen om din abort? Har du talt med nogen om den, eller helt parkeret den, som du skriver? Hvad tænkte du mon om abort tidligere? Havde din læge fortalt dig om mulige psykiske reaktioner? De fleste kvinder reagerer psykisk på abort. Det kan være lige efter eller senere og i forskellig sværhedsgrad og længde. Læs evt i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort. Læs evt her: https://abortlinien.dk/info/efter-abort/ Du kan få det bedre, og det kan tage tid. Skriv evt noget ned om, hvad du føler og tænker. Tal gerne med fortrolige, der vil lytte uden at neglisere din oplevelse. Tal evt med en professionel, der kender til og anerkender abortens ofte høje pris. Håber det bedste for dig. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Retten til liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.