Spørgsmål:
Hej jeg fandt ud af for et par uger siden at jeg var gravid. Jeg var egentlig trods ønsket om et mere kommet frem til, at det nok ikke lå i kortene.
Vi har ikke rigtig brugt noget beskyttelse i over 2 år og der er aldrig sket noget så jeg følte mit lidt sikker i at det ikke ville ske, selvom der var et lille ønske. Min kæreste og far til vores to fælles børn ønsker denne graviditet selvom at der har været åbne kort over manglende beskyttelse.
Jeg er lidt i chok og har været lidt bange for at fortælle min kæreste jeg er gravid, og han tog det ikke pænt.
Han nævner alle grunde for at det vil ødelægge alt, han ikke kan klare det, økonomi, alle grunde til det er en dumt af mig at en del af mig hælder mod at beholde barnet. Han synes jeg skal snakke med min familie om det men at de vil mene det samme som ham.
Jeg føler mig alene om at træffe en svær beslutning og lidt at please ham fordi jeg er ked af det og det han siger er ubehageligt og får mig til at føle mig som en taber der ikke kan holde til et til barn. Jeg har mine udfordringer, men jeg synes selv jeg er en god mor og jeg elsker mine børn så højt. Men jeg får hurtigt følelsen af at jeg ikke er god nok.
Min kæreste er tit under samtalen om at beholde barnet, sød og trøster mig kort for han går tilbage i at jeg er egoistisk og ikke burde beholde barnet.
Jeg står uden job pt. Og er i sidste stadie i forhold til at søge flexjob og mangler kun at får et godkendt. Jeg havde et job indtil sidste uge, men de havde ført mig bag lyset og var ikke sikre på de kunne give mig flere end 3 timer, de håbede på jeg blev ved med at arbejde gratis for resten af timerne. Så det er en dum situation.
Barn nr 3 ville måske udskyde min jobsituation, måske ikke da den slags tager tid. Der er en chance for jeg er samme sted og 2 år. Jeg har selvfølgelig nogle psykiske udfordringer der gør jeg ikke kan arbejde mere en 12 timer, men det føler jeg ikke barn nr 3 ville ændre. Jeg kan til dels arbejde 12 timer så jeg er en god mor til mine børn. Min kæreste synes dog han føler han allerede er far til 2,5. Det er virkelig hårdt at høre. Jeg har aldrig ønsket at have en diagnose og udfordringer og jeg vil rigtig gerne bare gå på arbejde og havde økonomisk ret som alle andre “normale”. Det er nok mit største ønske. Men han har ret i at mit overskud ikke er så stort som andres og at jeg er udfordret. Jeg fx. Brug for mere søvn end andre. Men jeg jeg føler mig stadig som en god og værdig mor. Så det gør ondt at høre.
Vores økonomi er noget min kæreste lægger meget vægt på. Vi har ikke fælles økonomi, så han har meget og jeg har en del mindre. Så barn nr 3 er presset økonomisk for mig, han synes også det er det for ham. Jeg får ingen økonomisk støtte til børnene da han tjener for meget og vi vores husstand derfor ligger for højt. Økonomi er generelt er ømt punkt hvor han nemt kan blive sur og lidt ubehagelig. Pengene er hans kun, dog kan han være gavmild når det er noget han ønsker. Vi er ikke fælles eller lige og at jeg ikke bidrager.
Jeg føler mig tit lille og utilstrækkelig, så det er svært oveni udfordringer jeg ikke har valgt og ikke kan trylle væk. (Jeg lider af sværere Adhd og lidt angst. Tænker det har en betydning her og giver forståelse).Så det er svært at vælge at beholde en graviditet jeg selv er lidt i chok over. Og jeg har været lidt bange for at fortælle min kæreste jeg er gravid, og han tog det heller ikke pænt. Og ovenstående ting høre jeg hele tiden for. Men får også af vide beslutningen er min.
Men når jeg siger, jeg forstår hvorfor der grund for abort, men at jeg ønsker at beholde det. Kommer alt det negative og han er tydeligt skuffet. Hvilket jeg godt forstår. Det er bare stadig svært når han trøster mig et øjeblik og nævner hvorfor jeg ikke kan “klare” eller har råd til barn nr. 3 det næste øjeblik.
Ting der også bliver nævnt er at jeg svigter mine to andre børn (5 og 7 år). Det gør ondt fordi jeg elsker dem. Jeg føler mig presset og alene. Føler ikke jeg kan gå til min familie da han siger de vil give ham ret. Jeg føler kun jeg kan få fred hvis jeg får en abort. Jeg føler ikke jeg har ret til at beholde barnet og alle vil se skævt til mig hvis jeg gjorde. Lidt som om jeg ikke er værdig som menneske.
Jeg har som ung for mange år siden fået en abort og det var rigtig svært og det satte sine skår i mig psykisk. Jeg blev presset ret voldsomt af min ekskæreste der var faren dengang. Og jeg fortrød, valgte gik først op for mig efter og jeg kunne ikke tænke klart før efter valget var taget.
Beklager det blev så langt.
Hej
Hvor lyder det svært for dig. Både med den uventede graviditet og jeres forhold. Det er ikke ansvarligt af din kæreste at presse dig til abort, og "ikke tage graviditeten pænt", når I er to om ikke at have beskyttet jer.
Du er udfordret på flere områder, og mange vil nok sige som din kæreste (og måske din familie), at abort er bedst. Men, det er dig, der er gravid, og beslutningen er din, som din kæreste også siger, alligevel føler du ikke, du har ret til at beholde barnet. Du er tidligere presset til en abort, som du fortrød og som satte sig psykiske skår i dig. -Det kan du risikere igen, og det kan få betydning for din familie også. -Hvad tænker din kæreste om det?
Du føler dig tit lille og utilstrækkelig, presset og alene, ikke værdig som menneske, og din kæreste kan blive sur og ubehagelig omkring økonomi. Det lyder meget bekymrende. Har I overvejet at få hjælp til jeres forhold? Ved din sagsbehandler, hvor svært du har det?
Jeg vil foreslå dig at tale med en, som du har fortrolighed med, en, der vil lytte til dig og til dit ønske om at beholde barnet. Hvilken hjælp vil du have brug for? Måske Abortlinien kan skaffe dig en støtteperson eller støttefamilie, der kan give praktisk hjælp?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om din situation.
Håber det bedste for dig og jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
