Gravid og uden job

Hvis du ikke har arbejde eller har andre muligheder for at forsørge dig selv og dit barn, kan du søge om uddannelseshjælp/kontanthjælp hos din kommune. Beløbet afhænger af din uddannelse, din alder, om du er gift eller samlevende samt hvad din evt. samlever har af indtægt.

Tilbud er afhængig af din alder

Hvis du er over 30 år, samt hvis du er under 30 år, men har en kompetencegivende uddannelse, har du ret til kontanthjælp.

Unge under 30 år uden en uddannelse har ret til uddannelseshjælp. Det skal vurderes, om du er uddannelsesparat eller aktivitetsparat. Man er uddannelsesparat, hvis man er klar til at gå i gang med en uddannelse indenfor 1 år.
For de uddannelsesparate svarer uddannelseshjælpen til SU.

Case: Caroline er gravid og på kontanthjælp

Caroline er 32 år, enlig og på kontanthjælp. Hun har allerede et barn på to år, da hun bliver gravid igen. Caroline får efter fødslen af det andet barn det samme i kontanthjælp, som før, idet hun var forsørger i forvejen. Hun får desuden børnebidrag fra børnenes fædre, samt den kvartalsvise børneydelse til begge børn.

Børnetilskud er skattefrie

Herudover får Caroline, som enlig mor, et ordinært børnetilskud til begge børn samt det ekstra kvartalsvise tilskud. Begge er skattefrie. Hun får også boligsikring, da hun bor til leje i en boligforeningslejlighed. Hendes 2 årige barn går i vuggestue, og her har hun fået beregnet friplads, så hun kun skal betale omkring halvdelen af udgiften selv.

Læs mere: generelle støttemuligheder.

Brug for nogle at dele dine tanker med?

Ønsker du at være anonym, kan du skrive til brevkassen. Du får svar på hjemmesiden inden for en uge. Ønsker du en mere personlig kontakt med en af vore rådgivere, kan du ringe eller sende en email. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Ring mellem 19.00 – 22.00 (lukket fredag og lørdag)